Registreret racekat eller ej…?
Skrevet af Camilla Sabroe Larsen, katteri Sabrecats – © gengivelse kun med tilladelse fra forfatter
Når man overvejer at købe kat, så gør man sig jo nogle tanker om hvad det skal være for en slags kat. Skal det være en lille eller stor kat, skal den være langhåret (orker man i det hele taget pelspleje) eller skal det være en korthåret kat, skal det være en forholdsvis rolig kat eller meget aktiv kat osv.
Der er en lang række spørgsmål som dukker op inden man køber, men der er desværre mange som ikke skænker registeringen mange tanker, hvilket er meget trist. For ofte ender de med at blive skuffet, for nu troede man jo at det var en særlig race med alt hvad det indebærer, man havde købt.
Inden du læser videre, skal du vide at vi også har begået fejl og at denne her artikel ikke er ment som en moralprædike, men som en hjælp til at forstå hvorfor registering vægter så meget når man ønsker sig en Maine Coon.
På et tidspunkt, under din søgen efter Maine Coon, vil dette spørgsmål dukke op:
Hvorfor købe en Maine Coon som er registeret?
Flere steder på nettet, i aviser eller opslag i supermarkeder annonceres der med at der er Maine Coon killinger til salg uden stamtavle og til priser som ligger under for en Maine Coon med stamtavle. De fleste er på udkig efter en kælekat, som hverken skal bruges til avl eller udstilling og derfor er det fristende at vælge en Maine Coon uden stamtavle, for man skal jo ”ikke bruge den stamtavle til noget”!.
Men det er ikke stamtavlen som er den dyreste udgift, for en stamtavle koster kun 200 kroner, så årsagen til at der er så stor prisforskel må ligge et helt andet sted. Kan det være fordi at hunkatten/killingerne ikke får et ordentligt foder men det billige nede fra supermarkedet? At de ikke får ormekure og ej heller ikke bliver vaccineret? At forældrene ikke er racerene? Osv.
Hvis ikke man stiller sig selv nogle af de ovenstående spørgsmål, men bare her og nu skal have en kælekat, ja så er stamtavlen fuldstændig ligegyldig fordi man ikke har sat sig ind i hvad ordentligt opdræt er. For det at opfostre et kuld killinger på en ordentlig måde, har store udgifter, og hvis man får balancen på både udgiftsside og indtægtsside til at gå i nul så er man yderst heldig. Man vil aldrig få et overskud, hvorimod et underskud er mere realistisk når man opdrætter.
Men har man stillet sig selv ovenstående spørgsmål og dermed gjort sig mange tanker samtidig med at man leder efter en Maine Coon, så er det utrolig vigtigt at købe en med stamtavle. For når man har sat sig ind i racen har man også nogle helt konkrete forventninger til den kommende kat både hvad angår udseende, temperament men sandelig også pelslængde osv.
Når man køber en Maine Coon med stamtavle får man en Maine Coon som fysisk svarer til den skrevne standard. Med andre ord, så skal en Siameser vil være glat og korthåret, Bengalen skal ligne en tiger og Maine Coon skal minde om en los.
Når du kigger efter en Maine Coon med stamtavle, så vær opmærksom på at det er en FIFe, TICA eller CFA stamtavle der medfølger. Disse tre forbund er anerkendte organisationer og de eneste der udsteder stamtavler til danske opdrættere.
Som registereret opdrætter har man pligt til at følge sin organisations love om opdræt, disse love at lavet for kattenes skyld. De er først og fremmest lavet for at i så vidt omfang som muligt at sikre, at opdrættere under organisationen er ansvarsfulde opdrættere, som laver sunde katte, til glæde for kommende katteejere, og udviser hensyn og omsorg for de katte og killinger de har i katteriet.
Det er noget af en jungle når man skal købe kat, for der er mange som sælger ”ægte Maine Coons uden stamtavle”, som sagtens kan være dejlige. Og du vil sikkert høre en del fortælle ”at de kender nogle som har en Maine Coon uden stamtavle som er så sød” men hvis du undersøger længe nok vil du garanteret også finde dem som har haft triste oplevelser om at købe ”ægte Maine Coons uden stamtavle”. Og hvorfor kan det blive til en trist oplevelse.
Jo ser du, en stamtavle er din garanti!
Når man står med en stamtavle i hånden, så har man også fået et garantibevis, der sikre dig som køber at du har købt en Maine Coon hos en opdrætter som har forpligtet sig over for sin klub/organisationen og ikke mindst købeloven. Klubben/organisationen er dem som varetager ikke kun opdrætters interesser, men også deres køberes interesser, når problemer opstår.
En opdrætter skal sikre at din Maine Coon har fået minimum 1 basisvaccination og er undersøgt af dyrlæge inden den bliver overdraget samt at du får en købekontrakt med ved overdragelsen. Som et plus får du en person som er i stand til at svare på mange spørgsmål om det at dele sin tilværelse med en Maine Coon.
En registreret opdrætter har også forpligtet sig til at beholde killingerne hjemme indtil de er fyldt 12 uger. Dette er en ikke kun dansk lov, men også en regel katteorganisationer har vedtaget for at sikre at killingerne har lært sociale færdigheder som en killing skal kunne for at kunne begå sig væk fra moderen. I de 12 uger har killingen haft muligheden for at observerer sin mor og andre voksne katte samt indøvet disse færdigheder sammen med sine kuldsøskende. En hunkat sørger for at fortælle killingen hvilken adfærd der er acceptabel blandt katte, fx at hård leg med at bide hårdt osv. ikke er i orden. Den vil også lære at komme i hænder hos mennesker og føle trygheden ved mennesker, og observerer at de andre katte også accepterer dette. En killing som ikke har lært bla. nævnte færdigheder vil ikke kunne begå sig særlig godt som familiekat og vil have en lav stresstærskel, hvilket kan resulterer i uønsket adfærd fra killingen.
Ingen er perfekte og for en killingekøber kan der også opstå pludselige forandringer i tilværelse der gør at man ikke længere ser sig i stand til at varetage pasningen af katten. Og i de fleste købskontrakter har opdrætteren af katten skrevet en betingelse om at katten skal leveres tilbage hvis ikke man kan have den længere. Så køb af en Maine Coon med stamtavle sikre også katten i fremtiden, og den undgår at blive omplaceret til en usikker fremtid hvor den evt. kan ende som kastebold med konstante omplaceringer til følge eller undgå en unødvendig aflivning af en sund og rask kat.
Alt dette vil en som laver Maine Coon katte uden stamtavle ofte blæse på, for det handler for dem kort og godt om at tjene så meget som muligt på at sætte to Maine Coon lignende katte sammen og sælge dem som om de var den ægte race.
Så hvis du spørger os om stamtavlen er et must, så siger vi rungende: JA!
For hvis du vil være sikker på at din kommende kat virkelig er en Maine Coon, så SKAL den være stambogsført. Det er din eneste garanti for Maine Coon type og temperament, men som også har fået den bedste start i livet og dermed er du sikker på at få en kat som passer ind til dig og din families livsstil.
Er det ikke nu du har råd til en Maine Coon med stamtavle, så spar op til den. Det kan kun betale sig på lang sigt. Det fortjener ikke kun du, men også din kommende kommende Maine Coon.